I 2009 var jeg så heldig at få Freja ifolet med Mastrup Zola.. Jeg var lykkelig, ovenud lykkelig! I 2010 blev verdens smukkeste lille hoppeføl født, ikke bare et hoppeføl som alle andre.. nej.. et hoppeføl der ændre alt, ændrede mit syn på hesten, og fik mig til at indse hvor vigtigt der er at nyde de små øjeblikke som måske i virkeligheden slet ikke ville betyde noget?
Zoey, som jeg kaldte det lille føl blev mit et og alt i de 5 måneder, 27 dage, 7 timer og 50 minutter jeg havde med hende. Hun blev født med en fejl, højst sandsynligt en hjernefejl, en fejl der gjorde hun hverken kunne gå, stå, løbe eller die da hun blev født. Desuden havde hun også infektion i hjernen, heldigvis gik det hurtigt væk. Det var forfærdeligt at se det lille føl, ligge der helt hjælpeløs i halmen.
- Men selvom mange var uenige i min beslutning om lade hende leve, var jeg 100 % sikker på, at det her var rigtigt.
Hun lærte forholdsvis hurtigt at stå, at gå og at løbe, men aldrig at die. Derfor fik hun flaske, helt fra da hun var blot 3 timer gammel har jeg stået med hendes lille fine hoved i mine hænder, og hjulpet hende med at drikke. Hun var en fighter, en sand fighter.. Hun kæmpede virkelig for et liv her på jorden, hun oplevede så meget, at man skulle tro hun vidste det hele ville ende.
Hun fik aldrig sneen at se.. Jeg ved hun ville have elsket den, ligesom hun elskede når det regnede.. Hun var altid så glad, det lille pus, klar på livet, klar på at gøre en forskel.
Zoey blev min hverdag, Zoey blev det individ der fik mig til at smile efter en hård dag i skolen, Zoey var hende der altid ventede på mig, og altid var der for mig.
- Derfor var det også rigtig svært, den dag i september hvor jeg tog beslutningen.. Den beslutning der ville ændre alt.
Jeg sagde farvel til Zoey den 20. oktober 2010, jeg kan huske jeg holdte hende i mine arme, hendes hoved hvilede på mit skød, og i radioen blev der spillet 'One Love' med U2..
Og 2 minutter senere var det slut. Zoey var ikke længere hos mig. Eller var hun?
Jeg tænker på Zoey hver eneste dag, og har gjort det siden jeg sagde farvel for ca. 10 måneder siden. Jeg beder for hun har det godt hver eneste aften, kigger op på himlen finder stjernen jeg altid kan se, og kysser et billede af hende der hænger på væggen.
Det vil jeg blive ved med.. For altid.
Lamhaves Zoey
Zoey, som jeg kaldte det lille føl blev mit et og alt i de 5 måneder, 27 dage, 7 timer og 50 minutter jeg havde med hende. Hun blev født med en fejl, højst sandsynligt en hjernefejl, en fejl der gjorde hun hverken kunne gå, stå, løbe eller die da hun blev født. Desuden havde hun også infektion i hjernen, heldigvis gik det hurtigt væk. Det var forfærdeligt at se det lille føl, ligge der helt hjælpeløs i halmen.
- Men selvom mange var uenige i min beslutning om lade hende leve, var jeg 100 % sikker på, at det her var rigtigt.
Hun lærte forholdsvis hurtigt at stå, at gå og at løbe, men aldrig at die. Derfor fik hun flaske, helt fra da hun var blot 3 timer gammel har jeg stået med hendes lille fine hoved i mine hænder, og hjulpet hende med at drikke. Hun var en fighter, en sand fighter.. Hun kæmpede virkelig for et liv her på jorden, hun oplevede så meget, at man skulle tro hun vidste det hele ville ende.
Hun fik aldrig sneen at se.. Jeg ved hun ville have elsket den, ligesom hun elskede når det regnede.. Hun var altid så glad, det lille pus, klar på livet, klar på at gøre en forskel.
Zoey blev min hverdag, Zoey blev det individ der fik mig til at smile efter en hård dag i skolen, Zoey var hende der altid ventede på mig, og altid var der for mig.
- Derfor var det også rigtig svært, den dag i september hvor jeg tog beslutningen.. Den beslutning der ville ændre alt.
Jeg sagde farvel til Zoey den 20. oktober 2010, jeg kan huske jeg holdte hende i mine arme, hendes hoved hvilede på mit skød, og i radioen blev der spillet 'One Love' med U2..
Og 2 minutter senere var det slut. Zoey var ikke længere hos mig. Eller var hun?
Jeg tænker på Zoey hver eneste dag, og har gjort det siden jeg sagde farvel for ca. 10 måneder siden. Jeg beder for hun har det godt hver eneste aften, kigger op på himlen finder stjernen jeg altid kan se, og kysser et billede af hende der hænger på væggen.
Det vil jeg blive ved med.. For altid.
Lamhaves ZoeyOg hvorfor skriver jeg så alt dette?
Lang tid efter jeg havde sagt farvel til Zoey, var jeg fast besluttet på aldrig at skulle have føl igen. Jeg var måske bange for at gennemgå det hele igen? Eller måske var jeg bange for der ville kommer en 'erstatning' for Zoey?
De sidste måneder har jeg tænkt utrolig meget over det. Jeg har tænkt på den lykke der var i, at være ude og besøge Freja på stutteriet da hun skulle ifoles. Lykken ved at se på Frejas mave, se den blive større! Lykken ved at tænke "Det er nu det sker!" Selv ventetiden savner jeg! Jeg savner lykken jeg følte den nat min mor kom ind og fortalte At nu var det sket!
Bare tanken om et føl der løber glad rundt på folden med andre føl, det den livsglæde de udstråler!
Min drøm har altid været at blive stutteriejer.. Den drøm vil jeg ikke bare smide væk.. Jeg vil fuldføre den, koste hvad det vil!
Jeg ved at der aldrig nogensinde vil komme et føl der kan erstatte Zoey.
For Zoey var unik!
Nyd tiden, de små fremgange, nyd det hele, for pludselig kan det slutte.
- Kæmp for dine drømme!
Knus fra Julie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar