Øv, hvor jeg dog savner hende... Hun var bare så skøn, og livsglæden strålede bare ud af hende!
Alligevel føler jeg efterhånden jeg er ved at komme videre, det er faktisk hårdt at skrive.. Men det er absolut ikke ment på den måde, at jeg er ved at glemme hende - overhovedet ikke!
Jeg mener - jeg kan nu snakke om hende uden at græde, det eneste der stadig kan få tårene frem er når jeg fortæller historien helt fra start til slut. Hele hendes liv, var jo nærmest en historie.
Når jeg møder "nye" mennesker og fortæller om Zoey, vil de altid gerne høre hele historien, og jeg fortæller den gerne, for jeg vil have så mange som muligt til at vide hvor meget hun betød for mig. Og så må jeg ærligt indrømme at jeg synes hendes liv er en fantastisk historie, som jeg aldrig vil lægge bag mig!
Jeg har skrevet det hele ned, for lidt mere end 1 år siden. Jeg skrev hele historien ned, fra start til slut, hver eneste detalje. Så har jeg altid hendes liv ved min side ❤
Men ja, jeg savner hende forfærdelig meget, og det er slet ikke til at forstå at det er 2 år siden. Jeg ved ikke rigtig om det føles som om det er lang eller kort tid siden jeg så hende sidst. Jeg husker hende som det var i går, men jeg savner hende som om jeg ikke har set hende i 25 år...
Jeg håber en dag at kunne møde Zoey igen, hun er jo bare gået i forvejen..
Her til aften var jeg, sammen med min søster oppe ved hendes "sted" i skoven. Hun har en lille sten deroppe samt et lys, så havde jeg lavet en buket med blomster fra haven, som jeg lagde ved stenen. Jeg savner min lille trold, men ved samtidig det var det bedste for hende. ❤
 |
| Zoeys sted, her til aften |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar