Zoey 3 år.

I dag er vi så nået til den dag på året igen… I nat klokken 00:30 for 3 år siden kom verdens sødeste lille følhoppe til verden. Det er jo næsten en tradition, at jeg skriver en lille tekst om Zoey og mine minder på dagen. Det er ikke en undtagelse i år!

Her for nogle dage siden, lå jeg og tænkte på hende, og jeg begyndte faktisk at græde, hvilket jeg ikke har gjort i meget længe. Jeg har lært at ”tackle” smerten, og jeg kan nu tænke på hende uden at græde, lige bortset fra den aften. Jeg ved ikke hvad der skete, det var ligesom jeg genoplevede den tid vi havde sammen, på nogle få minutter..

Ellers er det bare generelt denne tid på året: ”Så er der under en uge til…”, ”Mulle har lige sat vokspropper”, ”Jeg mærkede føllet sparke i dag”, ”Nej hvor jeg glæder mig til at få føl snart!” osv…

Selvfølgelig er jeg glad på folks vejene, og selvfølgelig smiler jeg når jeg ser billeder af de små skønheder! Men inderst inde er der nok også sorg og misundelse. Det gør næsten helt ondt at se andres små raske føl der hopper friskt rundt på folden, det er lige til at få tårer i øjnene over. Både af glæder med igen, også sorg.

Selvfølgelig overgår glæden langt de fleste gange sorgen, men lige den her dag, lige den 23. April er jeg mere følsom end normalt. Der skal faktisk ikke meget til, før jeg kan sidde mig hen og stor-tude.

Zoey var virkelig noget specielt, hun mindede om ingen anden hest.. Jeg har aldrig før(og tror heller ikke jeg kommer til det) mødt en hest som hende, hun var så dejlig og blid, og havde sine helt egne meninger. Åh Gud, hvor jeg dog savner hende helt forfærdeligt… Jeg ville ønske at hele verden havde oplevet hvor fantastisk hun var, hun var bare verdens bedste! Selvfølgelig elsker jeg også Freja, og det gør jeg, virkelig, virkelig meget! Det er med blandede følelser jeg siger, at hvis Zoey stadig havde været i livet, havde jeg nok ikke elsket Freja helt ligeså højt. Men jeg kan huske jeg hviskede i Zoeys øre, at jeg ville elske Freja dobbelt så højt, for nu skulle jeg jo elske hende for to. Jeg sagde også at jeg ville smile hver eneste gang noget eller nogen mindede mig om hende – og det har jeg gjort, og gør stadig. Virkelig. Virkelig.

Jeg håber jeg en dag kan få lov til igen at opleve lykken ved selv at avle. Både af den grund, at det er fantastisk at se sådan et nyt liv komme til verden, men også bare dét at følge hesten fra helt lille. For ikke at glemme dét at fører Frejas gen videre…

Jeg var oppe ved Zoey i dag, tændte et lille lys, og nød den stille vind. Freja var med og vi hyggede os.

 

Jeg savner og elsker Zoey.